Når et liv slutter

Min søn har lige oplevet endnu et tab af liv.

En lille fugl fløj ind i ruden og var forslået efterfølgende. Min søn tog den op i sin hånd og kærligt omfavnede den. Han så op og spurgte om vi ikke kunne gøre noget for den. Råbte at jeg skulle ringe efter en dyrlæge. Han begyndte at gå i panik over at fuglens liv ikke stod til at redde. Jeg talte med en rolig stemme og fortalte at han skulle beskytte den i hånden og med en blid finger ae den på ryggen. Jeg sad ved siden af ham. Han spurgte om den havde smerter, og jeg fortalte at den nok havde slået sig meget, men var på vej til et andet sted. Nu var det hans opgave at hjælpe fuglen på den sidste flyvetur. Han græd, men var rolig og holdt fuglen så blidt i hånden. Vi talte om at mormor og morfar også var døde og om de mon havde haft smerter inden i døde. Jeg fortalte at en del af livet også inkludere lidelse- også for de efterlevende. Man kan give noget medicin, men nogle gange er kærlighed og nærvær det vigtigste vi kan gøre for det menneske eller fugl, som skal dø.

Jeg fortalte hvad der sker, når kroppen og sjælen danser med døden og at han gør det rigtig godt med at holde fuglen blidt i hånden, hvor den kan mærke hans varme. Da døden indtraf og sjælen fløj videre, snakkede vi om at vi var taknemmelige over at have mødt fuglen. Han græd over tabet og det var ok. Jeg holdt ham i hånden og sagde ingenting, men han kunne mærke mig og mit nærvær. Det var som det skulle være. Jeg tror det er meget vigtigt at være med det der er og rumme alle de følelser livets sidste fase indeholder. Jeg skal ikke tage dem væk eller negligere dem, men derimod vise mit nærvær og tilstedeværelse.

Vi fandt et godt sted, lagde nogle blomster ned til den og begravede den. VI snakkede om hvilke eventyr fuglen mon havde været på og om den havde haft et godt liv. Vi ærede det levende liv.