Ifølge Brené Browns forskning om mod og sårbarhed, er de mænd og kvinder, der er bedst til at praktisere ægte samhørighed, fastholder jeres tro på uløselig forbundethed ved at tage del i glædelige såvel som smertefulde øjeblikke sammen med fremmede. Det handler om at indfange lidt af det glimtende lys derfra, altså fra mennesker, der er forbundet med hinanden og har det sjovt sammen, til at vi tror på, at det er ægte og muligt for alle at opnå.
Jeg jagter selv denne forbundethed ved at tage på f.eks. familie højskole med min mand og vores drenge. Vi får en fælles oplevelse med andre, nogle vi kender fra tidligere og fremmede vi ikke kender. På højskolen skaber vi nogle oplevelser sammen, som vi ikke kunne være foruden hinanden og fællesskabet. Vi synger sange fra højskolesangbogen hver morgen og ofte blev jeg berørt af sangene og det at være forbundet med hinanden, når man synger. Det er trist når vi skal tage afsked med hinanden, men alligevel føler jeg at oplevelsen af kollektiv glæde og smerte er hellig. Fordi jeg har mærket en samhørighed med fremmede, som jeg måske ikke deler de samme politiske holdninger med, men vi har været forbundet og vores øjeblikket har gjort indtryk og sat aftryk.
Jeg er opvokset med at gå i kirke d.24 december, jeg tror ikke mine forældre var helt bevidst om hvorfor det var så vigtigt netop d.24, fordi de var nemlig ikke kristne. Jeg tror de oplevede en indre fred og glæde ved at synge sammen med mennesker, der havde en anden tro end dem, men hvor bøn, sang og fællesskab gav dem en følelse af at være forbundet til hinanden. Jeg forsøger selv at påvirke mine børn til at prioritere fællesskabet og samhørigheden, da den giver dem noget ægte og et godt fundament at bygge videre på. Det samme med at deltage til begravelser, hvor man skal være tilstede med det der er- både smerterne og sorgen, men også en glæde og en taknemmelighed for det levede liv og minderne.
Musik og sang er fuldstændig abstrakt og dybt følelsesladet, musik kan bore sig direkte ind i hjertet og måske er netop begravelser et eksempel på en kollektiv smerte, fordi de betyder noget – ikke kun for de sørgende, men også for resten af deltagerne.
John O´Donohue skriver: Kun det hellige får folk til at lytte nu om stunder. Og arbejdet med det hellige handler hverken om at være perfekt eller om at opføre sig pænt, men om samhørighed og følelsen af at være i Nuet og ved hjælp af denne samhørighed nænsomt at inddrage andre andre i nærværet….Det handler ikke om at knytte en forbindelse til en fjern gud, men om at indse, at vi allerede er i Gud.
For mig er forbundetheden vigtig for min åndelige trivsel og de nuancer livet bringer.
I netværkscirklen for sundhedsfaglige er netop åndelig trivsel, samhørighed og glæden ved forbundethed i centrum, vi synger sange fra højskolesangbogen og meditere sammen. Vi deler glæderne og smerterne med hinanden og arbejder med vores personlige lederskab.