Samtale med min mor om at dø.
Min mor er i hendes sidste fase af livet, hun ligger i hendes ynglings sofa. Hun har ikke mange kræfter tilbage og sover meget. Hun åbner øjnene og spørger mig, hvordan vil det føles at dø. Hun tager min hånd og jeg ser efter tegn på frygt, men i stedet for ser jeg en stille accept.
Hun besidder en visdom og nåde, som sjældent findes i denne tid og kultur, hvor vi lever og hvor de fleste af os lever vores liv i travlhed og i forfølgelse af mål og i fornægtelse. Vi er ikke tilstede i nuet og når det kommer til stykket, så er nuet og det levede liv det eneste vi har tilbage. Vi skal alle dø og når den erkendelse bliver en realitet, opstår der spørgsmål og valg i de kommende måneder, uger, dage, timer og øjeblik. Fordi vi netop bliver bevidste om livets naturlige cyklus og at valg vil påvirke de små øjeblikke, dem du elsker og hvordan de vil huske dig.
Min mor spørger mig; ”vil der være smerter, eller føles som en lettelse?” Hun ser på mig, hendes hånd i min, ”hvordan vil det være?”
Hvis vi har brugt vores liv på at kæmpe for at opretholde kontrol, være bange og holder fast ved det vi engang havde og kæmper mod tabet af kontrol, mod det ukendte og mod at give slip, så er den kraft stærk og vil forlænge den sidste fase. Men selv da i vores sidste måneder, uger og dage har vi et valg.
Jeg siger til hende; ” jeg tror du vil mærke en indre fred” Du har nogle dygtige sygeplejersker omkring dig, som kommer og passer godt på dig. De kommer for at sikre sig, at du har det godt og spørge ind til, hvordan du har det og hvordan de kan hjælpe dig.
Min mor blinker, men svarer ikke, og jeg fortsætter med at fortælle. ”i den sidste fase af livet vil du sove mere, du har ikke så meget energi og vil måske bare blive i sengen eller i sofaen. Det er ok, kommunens sundhedspersonale eller os vil hjælper dig og bringe ting til dig. Du vil ikke have lyst til at spise så meget som før, da det er din krop der fortæller dig, at den ikke har energi til fordøjelsen. På et eller andet tidspunkt vil du bare spise lidt, og når du spiser, vil det sandsynligvis være flydende mad eller is og det er også helt okay, det vil vi forstå. Vi forstår godt, hvorfor du ikke har lyst til at spise og vi ved godt, at det ikke er, fordi du ikke kan lide maden eller ikke sætter pris på, at vi har bragt den til dig. Vi ved godt, at det er fordi din krop bare ikke er i stand til mere. Du vil bruge mere tid alene, bare være stille, ikke se fjernsyn, høre musik eller læse. Du vil bare ligge i sofaen og hvile med lukkede øjne. Du vil tænke på alle de mennesker, du holder af og alle de gode minder du har. Du vil få besøg af de mennesker, der har været en del af dit liv og gjort dig glad”.
Jeg kan se at der løber en tåre fra hendes øje. ”Du vil også tænke på triste ting, som hvor meget du savner dine venner, familie og om alle de ting du har drømt om at gøre, men nu ikke vil være i stand til. Det er helt okay at være trist og ikke have lyst til at forlade denne verden”.
Jeg klemmer hendes hånd og kan mærke at jeg bliver berørt at vores samtale. ”Det er ok at græde og bare lade følelsen være der og give slip, det vil få dig til at føle dig meget bedre. Det er okay at være med det er der”.
Jeg fortsætter; ”som tiden går, vil du sove meget af døgnet og nogle gange drømmer du om dine gamle venner og folk, du ikke har set i lang tid. Så begynder du måske at drømme om at tage på en rejse med de mennesker du elsker, eller med dem der allerede er døde. Det bliver gode drømme, du vil ikke være bange. Når døden er meget tæt på, kan du føle en bølge af energi og nogle mennesker vil måske tro, at du er ikke er bevidst mere. Men jeg tror, du vil være opmærksom på, hvad der sker omkring dig, selvom du kan ikke svare, og jeg tror, at når du er klar, slipper du fredeligt livet og lader dig rejse ind i det, der er det næste”.
Hun ser på mig og spørger; ”Hvad er det næste?”
Jeg spørger hende, hvad hun tror er det næste. Hun siger intet. Hun har lukket øjnene, vi sidder stille sammen hendes hånd i min.